Hvert fjerde år køres Paris-Brest-Paris (Paris-Brest-Paris), en distance på 1.200 km. I '99 blev løbet gennemført fra mandag den 23. til fredag den 27. august. Ca. 3.5oo deltog, deriblandt 137 fra Danmark. Vi var begunstiget af godt vejr og fuldmåne, det sidste en stor hjælp under nattekørslen.

Forud for løbet i Frankrig blev der som kvalifikationskrav gennemført fire brevets på 200, 300, 400 og 600 km. (Brevet er et fransk ord, som i sammenhængen er svært at oversætte til noget fornuftig dansk, men kan bl.a. betyde diplom). For os, der kørte i ARD Nordjyllands regi, blev disse brevets kørt i enten meget blæsende (op til 10 sekundmeter fra Skagen til Løgstør) eller meget regnfuldt vejr (se artikel i Cykelmotions efterårsudgave). Punkteringer og andre udfordringer af tålmodigheden var hyppige.

I Frankrig var det meget sjældent at se en cyklist ved vejsiden, der var punkteret. I vejbelægningen er der ikke flint som i Danmark. Selv om vejene kan være meget ujævne, medfører det ikke punkteringer, højst ømme numser. Der var vestenvind dernede, men for mit vedkommende ikke som strid modvind. Derom senere.

Paris-Brest-Paris er meget professionelt organiseret. Løbet havde i 1991 100 års jubilæum, men blev de første mange år ikke kørt af motionscyklister. Der er strenge krav om lygteføring (to uafhængige lygtesystemer foran bag på cyklen), refleksvest, men også om overholdelse af tider for ankomst til kontrolsteder.

ARD Nordjylland med Ib Bové som formand stod for et vellykket dansk arrangement. Der var 42 i bussen, der stillede op i løbet, desuden hjælpere og enkelte ledsagere, som benyttede dagene til at opleve Paris. Der var en anden bus af sted fra Aktiv Cykel Rejser, men vi havde kun perifer kontakt andre danskere, bl.a. fordi vi boede på forskellige hoteller.

Vi ankom til Paris søndag og blev indlogeret på et hotel med meget små værelser, og med mulighed for at få morgenmad. Til vores formål passede de beskedne kår udmærket. Værelserne var lejet for to nætter. Selv om de fleste startede mandag aften, enten kl. 20 (80 timer) eller kl. 22 (90 timer), havde de dermed værelserne til rådighed, indtil de skulle køre de 10 km til startstedet. Vi var ni, der havde valgt at starte tirsdag kl. 5 (84 timer).

Hvad er det dog, vi har sagt ja til?

Forskellen på valg af starttidspunkt og dermed valg af antal timer til at gennemføre løbet fortæller en del om det meget forskellige ambitionsniveau. I bussen var Henrik Hansen fra cykelbudene, vinder af Århus-København 1999, som startede sammen med fire andre på 80 timer, og som satsede på at komme hurtigt i mål. De to hurtigste, franskmænd, kom i mål efter 44 timer og 42 minutter. I den modsatte ende af skalaen var der nogle, der forud for løbet kun har kørt ca. 3.000 km, og som forventede at bruge alle 90 timer. Jeg havde kørt godt 10.000 km inden ankomsten til Paris og følte mig godt rustet. Men der var også enkelte, der havde kørt 16-17.000 km. Der var nogle, der havde gennemført løbet både i 1991 og i 1995, bl.a. Børge Hvidegaard fra Hjørring, som jeg delte værelse med.
"Hvad er det dog, vi har sagt ja til?" spurgte han med nordjysk lune aftenen før, vi skulle af sted. Børge er 58 år og mente, at dette måtte være hans sidste Paris-Brest-Paris. Der er i øvrigt mange deltagere på 50 år og opefter, mens der ikke er ret mange under 30 år.

Førsteprioritet for mig var at gennemføre. Dernæst ville jeg gerne have fart på cyklen. 10-15 km efter starten kl. 5 tirsdag morgen, inden vi kørte ud af Paris' forstæder, kørte en gruppe på flere hundrede cyklister galt. Da vi opdagede det efter et par kilometer, var de første pludselig de sidste, og derfor måtte vi køre gennem hele gruppen igen.

De første ca. 200 km kom til at forme sig som et motionsløb herhjemme. Og når adrenalinet pumper, går det lidt ud over fornuften. Den gruppe, jeg sad i, lå konstant i overhalingsbanen, og pulsen var i perioder rimelig høj. Der var tre amerikanere, hvor den ene kommenterede, hver gang jeg havde været i front for at tage en føring: "I've been watching you! Very good!" Dum som man er får den en skalle mere ved næste føring, og det viser sig, at amerikaneren har mere i hovedet end i benene.

De tre amerikanere får defekt på et tidspunkt og forsvinder fra gruppen. Da jeg opdager, at vi kun er fire, der trækker en stor gruppe, stikker jeg af sted på en bakke, og får Jens fra Sønderjylland med. Vi kører, med rimelig høj puls, frem til en gruppe danskere på seks personer. De er fra Sjælland og har valgt at følges ad. Det betyder, at de venter på hinanden, da vi kort efter kører ind i et meget kuperet terræn. Jens punkterer på vejen opad, får jeg senere at vide, og jeg fortsætter alene.

Frem mod depotet efter 150 km (Mortagne de Perche) er der nogle stigninger, der virkelig stiller krav til fysikken. En af bakkerne går op forbi en kirke "og lige op i himlen!" (citat Ib Bové) Terrænet er i perioder meget kuperet. Der er nogle lige strækninger, men bakkerne er i overtal i løbet af de 1.244 km, som min computer viste. Der var enighed om blandt danskerne, at løbet var noget længere end de annoncerede 1.204 km.

Normalt er der ca. 80 km mellem hvert kontrolsted, som samtidig er et depot. Undtagelsen var begyndelsen af løbet, idet første kontrolsted, Villaines la Juhel, var efter 230 km. Efter yderligere at have siddet i nogle grupper og kørt aggressivt var der en regning, der skulle betales i mit tilfælde, og jeg måtte køre en periode alene. De tre amerikanere overhalede imens. Det lykkedes at komme op til dem, men kun i en periode. Nu begyndte det nemlig også at gøre ondt.

En legitim undskyldning for at stoppe

Det var sidst på dagen, og solen var meget dominerende. Der er ikke krav om at køre med cykelhjelm (flere franskmænd kører uden), og da var da også meget varmt. Mit største problem var tæerne. Det gjorde sindssygt ondt og må have været en følge af varmen. Tæerne kogte. På et tidspunkt gjorde det så ondt, at jeg var sikker på, at jeg ville udgå ved næste kontrolsted. Da samtidig kranken sagde nogle mærkelige lyde ved langsom kørsel opad, håbede jeg, at cyklen ville gå i stykker, for at jeg kunne få et legitimt og synligt argument for at forlade løbet.

"My feet are killing me!" sagde jeg til samaritterne ved depotet i Tinténiac, og en sød pige gav mig plaster på tæerne. Jeg kørte videre uden strømper og fik det betydelig bedre. Smerterne i tæerne gentog sig de følgende eftermiddage, mens solen var på sit højeste, men med lidt mindre styrke,.

Ved Loudéac efter 440 km holdt bussen, der fungerede som depot, både på vejen til Brest, og på tilbagevejen, efter 760 km (officielt) mod Paris. Vi fik en ualmindelig god forplejning af Jonna og Hanne, der sørgede for varm mad eller morgenmad, desuden vand og frugt, men også anden omsorg. Jeg fik fodbad. Det kolde vand mærkedes overhovedet ikke koldt. Så meget kogte tæerne.

Der var mulighed for at sove i medbragte telte ved bussen. Jeg valgte dog at fortsætte mod Brest, da vinden havde lagt sig om aftenen, og jeg vidste, at jeg overvejende kom til at køre alene. Derved ville jeg undgå vestenvinden og kunne starte næste dag i medvind.

Når man har konstant ondt, er det svært at følges med andre, fordi smerten sætter grænser for ens formåen. Det betyder ikke, at man ikke kan køre stærkt, men farten skal tilpasses et niveau, der er udholdeligt. Jeg kørte ca. 800 km alene, og det meste af tiden indhentede og overhalede jeg andre personer og grupper. Der var forbavsende få, der overhalede mig.

Natkørsel kræver koncentration

Natkørsel er i øvrigt en prøvelse. Vejene ud mod Brest er uden hvide striber overhovedet, og det kræver konstant koncentration, specielt i sving og ved nedkørsler. Derudover skal man være opmærksom på de pile, der viser ruten. Når man var lidt i tvivl og havde kørt 3-4 km nedad, uden at møde en pil eller en cyklist, var det rart igen at møde en af delene. Var man kørt forkert, ville det betyde kørsel opad, indtil man igen ramte ruten. Det skete heldigvis ikke, bort set fra episoden ved starten i Paris. En væsentlig grund var den gode opmærkning, hvor pilene havde refleksvirkning.

Det blev morgen, inden jeg nåede Brest. Regnen væltede ned, mens jeg var inde på kontrolstedet. Flere gange kørte jeg på våde veje, men undgik helt regnvejret ude på ruten. På depotet i Brest købte jeg for 10 franc en sengeplads, lagde mig kl. 9.30, bestilte vækning til kl 13.30, men vågnede 11.30, stod herefter op og kørte af sted.

Sidst på dagen nåede jeg igen frem til bussen, hvor fodbad blev et obligatorisk forløb. Sammen med Jens og Arne fra Sønderjylland brugte vi det sidste af aftenlyset til at køre frem til Tinténiac. De to kørte videre til Fougères, mens jeg var dødtræt og lejede en seng i et værelse med bad for 40 franc, gik i seng kl. 01 og bestilte vækning til kl. 05. Jeg vågnede kl. 7.30. Enten har de glemt at vække mig, eller jeg har været bevidstløs og ikke registreret vækningen.

Je suis danoise

Under alle omstændigheder var jeg i godt humør. Citat fra optegnelse undervejs: "Én af disse morgener, hvor man trods smerter har det rigtig godt!" Der manglede en strækning på 360 km, svarende til Århus-København. Det gjorde også ondt bagi. Medbragt Duoderm og levertransalve tog nogle af smerterne, men ikke alle. På tredjedagen fik jeg også ondt i venstre akillessene. Og Paris-Brest-Paris blev for mig, som for mange andre, en øvelse i at udholde eller takle smerte.

Undervejs kom jeg i snak med en englænder. Vi fulgtes ad ca. 10 km, og han kommenterede min måde at cykle på: "You look like a swede on a bycycle. You look like Backstedt. Danes are smaller: Skibby, Sorensen, Riis. We've only got Boardman." Han forsvandt, da en gruppe med tandemer passerede i en rasende fart på vej ned ad bakke, og han lagde sig i baghjul. Senere så jeg ham stå ved vejsiden og pille ved sit forhjul. En franskmand sagde et eller andet til mig, da han passerede, og jeg svarede: "Je ne parle francais! Je suis danoise". "Peter Schmeichel!", udbrød han og forsvandt ud i horisonten. På den måde var der mange hændelser, der appellerede til smilebåndet.

Bussen var kørt frem til Mortagne de Perche, som ligger ca. 150 km før mål, efter at de sidste af de 42 danske deltagere havde passeret Loudéac. Der var igen danskermøde ved bussen, og vi snakkede under fodbadet om, hvor det gjorde ondt, og Jan fra Hadsten sagde: "Når det gør ondt bagi, så sætter jeg mig og kører, indtil det ikke gør ondt mere!" Det må jeg også kunne gøre, tænkte jeg, og gav den på det sidste stykke alt, hvad den kunne trække ind mod Paris, vel vidende, at der ville blive en periode med behov for restitution efterfølgende.

Da der manglede 105 km, knækkede venstre gearkabel. Det betød, at det ikke var muligt at køre i højt gear på det lange medvindsstykke ind mod Paris. Det lykkedes ikke at komme i mål før midnat. Det blev i stedet 0.06, natten til fredag. Løbet blev gennemført på 67 timer og 6 minutter, og jeg nærmest tumlede i mål, tæt på at besvime, men kom dog hurtigt til hægterne.

Vædskebehovet var enormt i det varme vejr. Heldigvis var det delvis skyet om torsdagen. Mange steder havde børn lavet boder ved vejene og tilbød vand, men også kaffe, kager og chokolade. Gennem byerne og ude på landet blev der ofte klappet, når vi cyklede forbi. Målet lå i en rundkørsel med mange tilskuere, og der var flere cyklister, der om fredagen tog en ekstra tur rundt til klapsalverne, inden de kørte i mål. Cykelløbet har karakter af en folkefest. Når bilerne dyttede, var det oftest for at hilse, i modsætning til danske bilister.

Orla kunne ikke praje en taxi

Da alle fra bussen var kommet i mål, samledes vi til fællesspisning på en restaurant, inden turen gik mod Danmark.
Orla på 65 år fortalte om en hændelse, da han om natten kørte igennem en lille by ude på landet. Han var træt og råbte: "Taxi!" Der kom ingen taxa, så han måtte fortsætte på cykel. Han så i øvrigt meget træt ud efter at have brugt alle 90 timer på ruten, men sjovt havde vi det alligevel.

Der var tale om en rigtig god tur, der for mig var målet for sæsonens anstrengelser. Jeg gentager den gerne om fire år og vil til den tid forsøge at få fat i cykelsandaler. Lars Ekeroth fra Århus, der også gennemførte, har ved forårsmøderne i Støvring (hvor ARD Nordjylland holder til) hæftet sig ved de mange glade mennesker, hvor smilet efter hans mening skyldes, at de har gennemført de 1.200 km. Og det er da rigtigt, at det er en stor tilfredsstillelse at have gennemført.